ter Vand, som Gaardsgutten bragte op; men et Par Minutter senere vilde rimeligvis Slukning have været umulig. Jeg fik en alvorlig Kip i mig ved denne Leilighed. Da Schøyen kom op og fik se og høre hvilken alvorlig Ulykke, der havde svævet over hans Hus, blev han meget vred og for op mod mig med de haardeste Bebreidelser og sagde blandt mere, at jeg maatte reise. Dette var et haardt Slag ovenpaa Skrækken over Ildsvaaden, som endnu sad i, saa mit Sind har ude af Ligevægten, og jeg ikke havde Evne til at faa næsten et Ord fra mig, men naar han havde raset ud, tog han mig dog til Naade. Ilden var opkommet derved, at en Glo var falden ud af Kakkelovnen, som trak stærkt, og hvis Dør derfor ofte stod aaben, ned paa Gulvet, som var gammelt og rimeligvis morknet, siden det skulde saa lidet til at tænde Ild i det.
Høsten 1842 befandt jeg mig i flere Dage meget ilde, saa det var med den yderste Anstrængelse, jeg kunde holde ud paa Kontoret; men jeg bed imod. Jeg havde slet ikke Raad til at ligge syg; men Schøyen, som tilsidst skjønte, at jeg var meget lidende, sendte da endelig Bud efter sin Huslæge, Professor Holst. Jeg flyttede da efter hans Raad til Jfr. Selmer i Kirkegaden, og her var min Hovedpine saa voldsom, at jeg syntes Hovedet skulde falde af mig af Ramlen af Vogne, som kjørte i Gaden. Hvorlænge jeg var her, mindes jeg ikke, men jeg hugser som gjennem en dunkel Drøm, at jeg blev lagt i en Kiste og baaret til Rigshospitalet, hvor min Sygdom udviklede sig til en ondartet Nervefeber. Lægerne opgav mig og sendte Bud til mine Slægtninge i Byen, at alt Haab om Liv var ude. Jeg havde en Gang under denne Sygdom en Slags Fornemmelse af, at Aandedrættet var paa Veien til at blive borte, idet jeg syntes Næse og Mund var tilstoppet, saa jeg ikke kunde puste, men saa drømte jeg, at Gud holdt paa at skabe mig, og han var i Færd med at gjøre Hul i Mund og Næse at puste igjennem, og at det
