ubeskrivelig. Posten var jo netop som skabt for mig, da jeg i selve Kontortiden fik saamegen Tid tilovers, at jeg med Flid kunde gjennemgaa det Pensum, som var bestemt for Dagen, og altsaa anvende den øvrige Tid til Rekreationer, hvoriblandt Theatret og Koncerter samt smaa Udflugter i Byens nærmeste Omegn indtog første Rang. Før jeg kom paa Schøyens Kontor, benyttede jeg enhver Anledning til at være tilstede og høre paa Forhandlingerne i Storthinget som traadte sammen i Februar i det heromhandlede Aar, 1842, især indfandt jeg mig, naar det var Sager under Behandling af særegen Interesse, og iblandt disse var to, som har fæstet sig klart i min Hukommelse, nemlig 1) Forslagene til Forandringer i Lovene om smaa Gjeldsfordringers Inddrivelse og om tvungne Auktioner, og 2) Henrik Wergelands Forslag om Ophævelse af Grundlovens Forbud mod Jøders Adgang til Riget.
Det var Flaaeriet af Inkassatorerne i Solør, som havde givet Stødet til de to førstnævnte Lovforslag, og jeg mindes godt, at Jonas Anton Hjelm, som Præsident i Lagthinget, og Byfoged Christensen fra Stavanger fældte en streng Dom over disse Folk. „Inkassatorerne i Solør vare Blodsugere og Utysker, som med det fordelagtigste burde sendes ud af Landet“, yttrede Christensen.
I Jødesagen talte Sorenskriver Sørensen for Forslaget i et glimrende af Varme og Hjertelighed beaandet Foredrag. Uagtet Galleriet var fuldpakket, var det under denne Tale saa stille der saavelsom i Storthingssalen som i en Kirke under Prædiken. Til Slut blev Taleren selv saa rørt, at hans Stemme bævede og hans Øine bleve vaade. Naar han havde sat sig, vedblev Stilheden i spendt Forventning om, hvem der nu vilde træde op. Det gjorde Ole Gabriel Ueland, som begyndte omtrent saaledes: „I en Sag af den store Betydning som Forslaget om Ophævelse af en Grundlovsbestemmelse, maatte man ikke lade sig henrive af sine Følelser, men handle med et roligt Sind og modent Overlæg“. Disse Ord
