at han ikke holdt nogensomhelst Kontrol med Auktionsvæsenet, thi han vilde vistnok isaafald kunne have forebygget de paaklagede Misligheder, som, saavidt jeg forstod, for hans Vedkommende vare: 1) at Auktionarius godkjendte, at Inkassatorerne beregnede det samme i Skyds, Diæt og Salarium for Møde ved Tvangsauktioner, som de vare blevne tilkjendte ved den Udlægsforretning, hvorpaa Auktionen grundede sig, og 2) at der, efterat Auktionerne vare afholdte, blev indskrevet Kjøbere, som havde faaet Varerne (Hø, Halm, Korn og Potetes) forud og ved Sedler havde forpligtet sig til at lade sig indføre som Kjøbere ved Auktionen efter høieste Pris.
Ingen af disse Misligheder fandt Sted ved de Auktioner, jeg bestyrede, hvilket kun var frivillige Auktioner, saaledes som ovenfor fortalt, men derimod mødte jeg ved Tvangsauktioner i Hoff, som holdtes af Isaksen, hvor jeg efter Ordre beregnede Skyds og Diæt til Principalen, saaledes som nysanført.
Nu vaagnede Arntzen, der, som sagt, var en sand Hædersmand, som ikke havde det fjerneste Begreb om de paaklagede Misligheder og forbød Omsted at befatte sig videre med Inkassationsforretninger, og tog de, der udførte Auktionsforretninger for ham, alvorlig i Skole. Dette indtraf, saavidt mindes, Vaaren 1840. Omsted adlød sin Svigerfaders Befaling og sluttede strax med al Inkassationsvirksomhed.
Allerede før dette skede havde Omsted sammen med den udmærket dygtige, dannede og velhavende Storbonde, Amund Bredesen paa Opset, kjøbt to store Skove, nemlig den saakaldte Næs Skov, som oprindelig skulde have hørt under Gaarden Breden i Brandvold og en paa Grue Finskov – Løvhaugens – om jeg ikke mindes feil. Amund Bredesen døde imidlertid kort Tid bagefter, og nu overtog Omsted disse Skove alene, idet han udløste Bredesens Arvinger efter den oprindelige Pris. I Næsskoven havde Omsted netop virket saameget, at han dermed havde betalt Kjøbesummen, omtrent
