haver holde sin Skyldner i Fængsel og Strafarbeide paa Livstid. Slaveriet fandt efter deres Mening Hjemmel i Naturen, i Historien, i Filosofien og – tilføier Sydstatsmændene i Amerikas forenede Stater – i den aabenbarede Religion, ikke at tale om, at det var Kommunisme og Indgreb i Kontraktsfriheden at ophæve de Love, som hjemlede Slaveriet og andre barbariske Rettigheder for den ene Klasse Mennesker til at undertrykke og udsuge den anden. Men ikke destomindre er det dog nu hos alle Jordens civiliserede Folk erkjendt, at Slavehold og Standsprivilegier er forkastelige og fordærvelige Institutioner, uforeneligt med et christeligt, hæderligt og sandt lykkeligt Samfundsliv. Og at den samme Tænkemaade vil gjøre sig gjældende om Indskrænkninger i Retten til Flaaeri, anser jeg for utvivlsomt. Vanskeligheden bestaar kun i at træffe de efter Forholdene passende Grændser, men i denne Henseende faar man prøve sig frem og ikke lade sig vildlede af, at en god Foranstaltning i enkelte Tilfælde kan lede til stødende Misbrug; thi hvilket Gode har Mennesket at raade over, som ikke kan misbruges, og som ikke bliver misbrugt af Daaren og den Letsindige, de Forvorpne og Samvittighedsløse?
En af de Forretninger, jeg havde at udføre paa den heromhandlede Reise var hos en Mand, som skyldte omtrent 100 Spd. Min Principal havde kjøbt denne Fordring, saavidt jeg mindes, og da det skulde være sikkert, at han havde kontante Penge liggende, medens han forøvrigt ikke havde tilstrækkeligt ubehæftet Udlæg, saa gjaldt det om at komme ganske uforvarende over ham. Dette lykkedes ogsaa, saavidt vi kunde skjønne, men uagtet den omhyggeligste Ransagning i hver eneste Krinkel, Krog og tænkeligt Gjemsel, fandtes ikke en Skilling. Kort efterat jeg var kommen hjem, kom denne Skyldner til Bjerke for at betale sin Gjeld, idet han fremleverede en stor Uldstrømpe, som var fuld af Sølvpenge, næsten udelukkende i Toskillinger til et samlet Beløb af omtrent 120 Spd.
