strømper og et par solide gule støvler med gyldne knapper. Et gult silkesjal draperte en vinrød bluse, og i det sorte haar var der stukket en tøirose av det rødeste røde.
Jojo, — Bessie Lecouvreur forstod at klæ sig efter moden ved Yukon. Hun var et barn av tilfældigheterne. Hendes far var franskmand, — en av de stolte Coureurs de bois, som endnu flakker om i skogene og lever sit fri liv mellem sult og savn og eventyr. Hendes mor var en halvindianerinde fra Point Barrow, som senere gjorde en stakkars forlatt pelsjæger lykkelig.
Bessie hadde saaledes mange racer i sine aarer. Hun var hæderlig og hun var fordærvet, eftersom de forskjellige røster i hendes blod sang i hende. Men dypest i hendes sind slumret Pierre Lecouvreurs sommerlette og lyse humør. Hun elsket alt, som levde i naturen. Hendes ører var aapne for fuglernes sang, og hun forstod dyrenes tale bedre end nogen, som svang sig i dansen i Dawsons salooner. Med sine 20 aars hjemløshet og alle sine skumle historier, var hun et barn av den natur, hvor guldets luner mumler i jorden og sætter sit præg paa det menneskelige sind. Ingen kunde kjøre et hundespand som chipewayindianerens datterdatter, og ingen kunde danse en two-step eller spille en poker som Bessie Lecouvreur. Og hun var kjæreste med Gud og hvermand . . .
Den unge dame stanset utenfor Murdockminen og
