hyllet ham ind fra isse til fotsaale, den laa i tykke lag over hans pelsklær, — den hang i skjegg og øienhaar som svære klumper.
Manden strøk sig forvildet over øinene for at verge sig mot lyset . . .
—Død og helvede, brølte irlænderen. Det er Sam Creek. Naa, — det kan jeg kalde et held! . . .
Den fremmede stanset forfærdet og saa hen paa døren. Hans øine flakket bønfaldende om fra den ene til den anden. Benene sjanglet under ham . . . Saa slang han sig ned ved peisen med en høi stønnen . . .
—Lat os faa haandjernene paa ham, hvisket irlænderen.
Stone vendte sig mot ham.
—Det er juleaften, sa han rolig. Der er fred paa jorden.
Irlænderen rynket brynene og trak revolveren. Men hans iver var veket fra ham. Han saa, hvorledes den trætte flygtnings dødstrætte øine fulgte alle hans bevægelser. Det var en jammer i dem, som lammet ham, . . . og atter hørte Michael Glenagan — langt, langt borte de fjerne toner fra sin ungdom paa Erins grønne ø . . . Der lød en raslende lyd. Det var haandjernene, som faldt paa gulvet . . . Og revolveren krøp ind i sit hylster . . .
—Well, sa han. Det er juleaften . . . Men imorgen kl. 6 maa du være herfra, Sam Creek. Da begynder jagten igjen. Forstaar du?
