skalv. Han kjendte den lyd. Det var en revolverhane, som spændtes . . .
Den lyd hørte ogsaa Jaap van Huysmann. Men han aapnet ikke engang sine øine. Der lød en klirren i ruten, vindusglasset splintredes, og en haand med en revolver stak gjennem jernsprinklerne.
—Hands up! skrek en kraftig stemme med utpræget irsk brytning. Rører De Dem av flekken, skyter jeg. Saa op med pusselankerne! . . . Kvikt!
Der blev et øiebliks stilhet. Skikkelsen i stolen rørte sig ikke. Kun en lydelig snorken var svaret paa detektivens hidsige rop.
—Jeg tror sandelig, at han sover, mumlet han til sin sidemand.
I samme øieblik lød der to skarpe skud fra værelset. Huysmann hadde fyrt ut av sine lommer, og irlænderen sank overende med et brøl, truffet i haken og skulderen. Hans revolver faldt klirrende ind i værelset . . .
Da var det som alle jordens aander var sluppet løs paa Sam Creeks hus. Vældige slag faldt paa døren, økser og svære spæt dunket mot væggen, og en kuleregn slog ind mellem jernsprinklerne.
—Ta ham levende! skrek en stemme over larmen. Det var Guichard.
Da lo Jaap van Huysmann, grep sine geværer, slang patronbelterne om skulderen og krøp op paa det flate loft, hvor en mængde bomuldsballer dannet et herlig
