kjæmpe, som svulmet av sundhet og kraft, dø? . . . Selv havet hadde altsaa ikke faat bugt med ham. Og atter mindtes Ilmari Erko den bleke mand, som hadde flygtet for en indbildt skjændsel hin sommernat i den svenske skjærgaard. Alt stod nu klart for ham. Jonas Fjeld var svømmet iland i den tro, at politiet var efter ham, og hadde reist bort for ikke at dra sin unge hustru ind i sine forbrydelser . . . Uten grund hadde han vaaget sit liv, uten grund var han drat i landflygtighet. Den internationale forbryderligas truende sverd hang ikke længer over hans hode, for Francois Delma var sprængt til atomer av hans nye sprængstof . . . og ve dem, som vaaget at lægge haand paa hans ven . . .!
Den lille finlænder knyttet næverne, og tænderne gnisslet i hans mund. Borgermesteren saa forbauset paa ham . . .
—Føler De Dem ikke rigtig vel? spurte han venlig.
Erko saa forbauset paa den høie, statelige mand.
—Jo, sa han. Dette er den lykkeligste dag i mit liv. Min mest haabløse drøm er gaat i opfyldelse.
—Ja, det er en vidunderlig opfindelse. Og Norge er stolt av at ha ydet en saadan mand gjestevenskap.
—Opfindelse? svarte Erko langsomt. Naaja . . . . Men hvem har tid til at tænke paa slikt noget nu . . .
—Jeg forstaar ikke rigtig . . .
—Kjære hr. borgermester, sa Erko med varme og grep hans haand . . . . la mig fortælle Dem det: jeg
