serte han nedover mot Broadway, stanset en automobil og kjørte ut til den tyske kirke . . .
Men hotellets detektiver gne sine hænder over den smukke affære, som var betrodd dem. De tok elevatoren op til 7de etage, laaste sig hurtig ind i værelse nr. 489, hvor førstemand blev angrepet av to bomsterke karer, som slog detektiven til jorden med en sandsæk.
Men hans kollega styrtet over den faldne og angrep de to Pinkerton’ere med kraft og vælde. Det blev et forfærdelig slagsmaal, som vilde ha gjort sig fortræffelig i en bokserring. De fire bevidste herrer slog løs paa hverandre med al den teknik, som udmerker de mere officielle slaaskjæmper. Det regnet med hug og slag paa begge sider. Og ingen sa et kvæk. For det gjaldt jo at være diskret og stilfærdig til det yderste. Begge partier mente jo, at de slog vældige slag for lov og samfund. Og denne ædle tanke væbnet deres muskler med en frygtelig kraft. Der blev utdelt slag, som vilde sømme sig en Jeffries eller Jack Johnson. Der »muredes« øine igjen, der knæktes næseben, og tænderne skranglet i de blodfyldte munde.
Seiren var længe uviss. Men endelig kom manden, som hadde faat sandsækken i hodet, til fuld bevissthet. Han heldte en krukke vand over sit hode, og i næste øieblik for hans næve ind blandt de kjæmpende, saa Dan O’Kellys detektiver mistet pusten og trillet overende. Nogen sekunder efter hadde de fot- og haandjern paa sig, og seirherrerne satte sig, pustende og støn-
