et godt arbeide. Bækken paa den anden side var helt uttørret. De sidste draaper dryppet fra sten til sten, og det vaate sand nede paa det svakt heldende plataa tørredes langsomt i solen.
Fjeld skyndte sig nedover og stanset ved foten av skraaningen.
—Her, sa han, saa Efraim en sommerdag under tørketiden skelettet av den unge pike under det rindende vand. Det har ligget halvt begravet i sandet. Han har gravet det op. Formodentlig har korset paa den dødes bryst tiltrukket ham. Men senere . . .
—Senere? . . .
—Ja, senere har han til sin forbauselse fundet guldstøvet i hjerneskallen.
Og nu staar vi ved mysteriets løsning. Denne bæk er guldførende. Sand og grus er trængt ind i hullet i kraniet. Vandet har skylt gjennem det og ført sandet med sig. Men det tunge guldstøv er sunket ned i bakhodet og har leiret sig der. Den unge pikes hode har med andre ord virket som en guldvaskervugge i det smaa. Naturens luner er uransakelige. Jo, — Efraim kunde med rette tale om den gyldne jomfru . . .
—Og Guldaaren? spurte Hart blek av spænding.
—Den ligger her ved vore føtter. Klondyke har faat en ny attraktion. Omkring denne bæk vil der bli nye felter for det metal, som gir mennesket den høieste glæde og den største sorg. Den stakkars myr-
