„Her er to fulde Mennesker, men de sover
som Svin,“ svarte Isak. „Ingen Fare,“ la
han til.
„Jeg liker ikke, at her er andre Mennesker,“ svarte den Nyankomne. — Han var nu gaaet helt hen til dem.
„Det var umulig at holde dem væk,“ forklarede Tateren Reinert, „ellers vilde de ha lavet formeget Spektakel.“
Den Nyankomne lod nu Blændlygten skinne igjen.
Han foretog samme Undersøgelse som Isak med den drukne Lazzaron. Kjærringen kjendte han tydeligvis. Han bare kastede et Blik paa hende og lod hende ligge rolig og sove.
„Ingen andre?“ spurgte han.
„Nei,“ blev der svaret.
„Hold for Sikkerheds Skyld Øie med den Fyr der,“ sa han og pegte paa Lazzaronen. „Ingen kan vide ... Forresten ser han noksaa uskyldig ud.“
Saa satte han sig hen til de andre.
„Vi var uheldige inat,“ begyndte han.
Isak lo igjen med sin korte, knurrende Latter.
„Vi kan bli heldigere til Natten,“ sa han.
Den anden brød ham myndig af.
„Vi lar være med det nu, Isak,“ sa han; „det er for voveligt Spil og desuden uklogt. Jeg har andre Planer.
Det gjælder et større Kup.“
