dem havde en Pibe, hvis Glo nu og da lyste mat op.
Det varede en Stund, førend nogen af Mændene talte. De sad en Stund i Taushed og lyttede.
Saa siger Manden med det sorte Skjeg — det var ham, som kaldtes for Isak:
„Ingen Politi?“
„Ikke saa meget som bagpaa min Næve,“ svarer en af de andre.
Isak syntes dog ikke tilfreds.
„Men jeg hører det hviske og tiske,“ sa han paa et Norsk, som alle og enhver straks hørte var gebrokkent.
„Det er Kjærringa til Jakob Fisker, som snakker med sig selv,“ forklarede den anden. „Hun ligger derborte. Hun er fuld igjen naa. Svine!“
Borte fra en af Krogene hørtes Hvisken, afbrudt af Hiksten og Graad.
Det varede en Stund.
Saa blev alt stille igjen.
„Her bortenfor mig ligger en Mand ogsaa,“ hviskede den yngste af de Ankomne. Det var Tateren Reinert.
„Ja,“ svarte Kameraten. „Her kom en fuld Luffer strygende forbi tidlig ikveld sammen med „Juristen“ og Følget hans. De gik nedover i Bakkeskraaningen her, hvor de vist kom i Slagsmaal, for jeg hørte, det blev et faderligt Leven
