mest stinkende Kvarterer dernede ved Akerselva. Det gjælder jo kun nogle Timer, thi før Hanen galer, maa de op og ind i den sovende By igjen. Da er det den bedste Tid for dem, for da sover Folk tungest.
Og udover Landeveiene træffes Mennesker af den samme Type, Folk, som er paa Jagt efter lidt lunere Huller at krybe ind i for Natten. De søger opover til Teglverkerne. I de store Teglverksovne er der brændt Sten i mange Dage. Ovnen er blit godt gjennemvarmet, og den, som kan faa krøbet ovenpaa den, han er godt bjerget for Natten. Og det falder ofte ikke vanskelig, thi Verkets eneste Vagtmand sover trygt og godt paa en helt anden Kant i Komplexet. Han ser som oftest gjennem Fingre med, hvad der foregaar. Selv om det er aldrig saa store Kjeltringer, som søger op paa Ovnen for at lune sig i det varme Grus, kan de dog ingen Skade gjøre.
Det var Natten efter Mordet paa Detektiven Græff. To Mænd var ifærd med at lure sig ind paa et af Teglverkerne. Den ene var yngre, den anden noksaa gammel. Han bar et sort Skjeg, der syntes at være vokset over hele Ansigtet.
Klokken var blit meget over 1; det var mørkt som i en Sæk, men Mændene syntes alligevel ikke at ha nogen Vanskelighed med at orientere sig. De gled blot nu og da i den opblødte Lere, og sølede sig græsselig til. Kom dog snart paa Benene igjen og gik trut videre mod sit Maal.
