Hjørnet ved „Grand“ blev han staaende for at slaa af en Passiar med en Kjending.
„Du kan tro, at der for nogle Øieblikke siden blev Sensation paa Promenaden,“ sa denne.
Krag saa spørgende paa ham: „Naada?“
„Der kom kjørende en Mand nedover Gaden her med et Par Heste, som endnu ingen har seet Mage til —“
„Hvem var saa det?“ spurgte Detektiven ligegyldig.
„Tja, det vides ikke med Vished! Men man snakkede noget om en Amerikaner, en hjemkommen Norsk-Amerikaner, som skal ha svært mange Penge. Men er han ikke Nabob, stryger de vel snart med, for han strør s’gu ud med begge Hænder, eftersom der fortælles. Se, der har vi ham igjen! Nu kommer han denne Vei.“
Nede i Gaden saa man en liden let Vogn komme susende, forspændt to pragtfulde Heste.
„Det siges, at Manden hver Dag maa betale mange Penge i Mulkt for uforsvarlig Kjørsel i Gaderne,“ sa Krags Ven.
Da Vognen straks efter kom susende forbi, kjendte Krag straks den uforfærdede Kjører igjen:
Det var Amerikaneren, Mr. Nelson.
Han sad ganske rolig og stirrede ret frem for sig med et eget, ligesom stivnet Udtryk i Ansigtet. Vil han vise sin Overlegenhed, tænkte Krag, eller — aner han! Tilsyneladende bemerkede han ikke
