„Derfor skal jeg heller ikke hvile,“ raabte
Krag, „forinden den stakkels Betjent er hevnet!“
Konstabelen var nu kommet nogenlunde til Ro og kunde begynde at gi Svar paa de Spørgsmaal, som forelagdes ham.
„Hvordan kom De ind i Værelset?“ spurgte Krag.
„Jeg ringte haardt paa flere Gange, og endelig kom Deres Værtinde og lukkede mig ind. Hun var søvnig og grætten.“
„Og De fik uden videre Lov til at gaa ind i mit Værelse?“
„Nei, hun negtede mig det paa det bestemteste. De havde selv sagt, at hun ikke maatte slippe nogen ind, sa hun. Saa bad jeg hende gaa ind med Billetten til Græff. Noget uvillig tog hun imod den, aabnede en Dør længere inde i Korridoren og gik ind der. Øieblikket efter hørte jeg, at hun udstødte et Skrig af Forfærdelse. Jeg sprang da straks til og var selv nær ved at skrige over det grufulde Syn, som mødte mig.“
Konstabelen gyste endnu ved Tanken og maatte stanse op i sin Fortælling for igjen at ta sig sammen.
„Videre, videre!“ sa Detektivchefen utaalmodig, „Sekunderne er kostbare.“
Og Konstabelen fortsatte:
„Ret foran mig i en stor Lænestol sad Betjenten Græff som Lig. Fra hans Bryst, lige ved Hjerteroden, havde en tyk Blodstrøm silet ned
