Skibsrederen smilte tvilende.
„Ja, saan er det med Politiet i alle Lande,“ sa han, „naar det staar raadløst, falder det paa, at disse „gamle Bekjendte“ har været ude, saa det skal bli en forholdsvis Bagatel at fange dem ind igjen. Men jeg tror nu ikke, det er „gamle Bekjendte,“ som hjemsøger os denne Gang. Dere husker, hvad vor Ven Amerikaneren sa.“
„Pyt, Amerikaneren!“ svarede flere Herrer i Kor. „Han er vant til større Forhold, til de daglige Mord i Chicago og Newyork, Millionsvindlerierne, Togrøverierne —“
Paa dette Punkt blandede den hjemkomne Konsul Bjørn sig i Samtalen. Han havde hidtil staaet taus og hørt paa de andre.
„Dette interesserer mig,“ sa han. „Hvad er det. Amerikaneren har ytret om Banden, som nu driver sit Spil i Kristiania?“
„Det er vor Ven Norskamerikaneren Nelson, vi taler om,“ forklarede Advokaten; „han mener, at Politiet maa søge Slynglerne andetsteds end i Vaterlands og Vikas Forbryderkvarterer.“
„Og hvor da, om jeg tør spørge?“
„Han mener, at Politiet bør gaa høit op paa Samfundsstigen for at finde dem.“
„Javel,“ svarede Konsul Bjørn interesseret „Det er unegtelig en Tankegang, som lar sig høre.“
„Det mener jeg ogsaa,“ tilføiede Skibsrederen. „Det er bare Politiet, som er af en anden Mening.“
