Kristiania-Detektiven pegte paa en ledig Stol og sa igjen:
— Sæt Dem!
Og dennegang var der en Klang i hans Stemme, som fik Direktøren til at lystre.
— For at undgaa Tidsspilde, sa Asbjørn Krag alvorligt, vil jeg anmode Dem om straks at indrømme, at De har tabt Spillet.
Direktøren blev bleg som et Lig.
— Jeg har den Ære, fortsatte Krag, at præsentere Dem for de to tyske Herrer: Det er Hr. Friedrich Müller, ikke Journalist, men Overbetjent i Berlins Detektivpoliti, og den anden Herre er Artillerioberst Peters i den tyske Generalstab.
Asbjørn Krag henvendte sig nu til sin mørkhaarede tyske Kollega, men han holdt samtidig skarpt Udkig med Direktøren, som under hele hans Forklaring sad og skjalv af Ophidselse og Skræk.
— Det er første Gang, Hr. Kollega, sa Asbjørn Krag, at nogen har havt den Dristighed at engagere mig i den Hensigt at benytte mig som Værn for en Forbrydelse. Hvis det ikke skulde bli sidste Gang, mine Herrer, føler jeg mig overbevist om, at det i Fremtiden vil gaa nye Spekulanter ligesaa ilde, som det har gaaet den Herre der.
— Beviser! raabte Direktøren tænderskjærende. De udleverer mig til mine og Fabrikens Fiender.
Asbjørn Krag afbrød ham med en truende Haandbevægelse og fortsatte: Sprængstofkompa-
