Sprængstofkompaniets Chef under Armen, jeg forstod ham godt.
Detektiven tog Veien henimod Direktørens egen Villa. Direktøren vilde rive sig løs fra Krags Greb, men Kristiania-Detektiven holdt ham leende fast.
— Jeg skulde ønske, sa Krag og lo høit, jeg skulde ønske jeg havde den Tredje saa fast i Armen, som jeg nu har Dem.
Direktøren svarte ikke noget til dette. Istedet spurgte han:
— Hvorfor forsvandt De saa pludselig for lidt siden?
— Forsvandt?
— Ja, jeg hørte Dem si: Endelig! og da jeg skulde se mig om, var De borte.
Asbjørn Krag stirrede frækt den anden ind i Øinene og sa:
— Kjære, jeg forsvandt ikke. Jeg løb hen til Villaen.
— Saa De, hvor Tyskerne blev af?
— Nei.
De var nu kommet ind i Direktørens Bolig. Lys blev tændt og Direktøren spurgte:
— Har De egentlig spist, siden De kom herud? Vil De ikke spise lidt?
— Da jeg gik gjennem Skogen, svarte Krag, slugte jeg nogle Haandfulde Bær. Nu agter jeg ikke at spise mere, før jeg har tilendebragt mit Arbeide. Jeg har heller ikke Tid.
