— Ja, han har fremkommet med nogle
forblommede Ytringer. Han har sendt sin Oppasser
til nærmeste Landhandler efter Kjød og Frugt.
— Ved han om Ulykken med Knusemaskine B?
— Ja.
— Hvad sa han dertil?
— Han sa intet, men det tog ham vistnok haardt.
— Hvordan er det ellers med ham?
— Lidt bedre, men han har svære Smerter i Hodet.
— Stakkels Mand, mumlede Direktøren.
— De har Ret, sa pludselig Kristiania-Detektiven, idet han tog Piben ud af Munden, Stakkels Mand!
Automobilen sattes i Bevægelse og nogle Minutter efter strøg den i ganske god Fart henover Landeveien. Det var stegende varmt, Solen brændte fra en skyfri Himmel og den frembrusende Bil hvirvlede en Mængde Støv op. De havde kjørt en halv Time, og i denne Tid havde hverken Kristiania-Detektiven eller Direktøren mælet et eneste Ord. Veien laa foran dem som et hvidt skinnende Baand, der yderst ude dukkede ned i Horisonten.
Pludselig blev Asbjørn Krag opmerksom paa to mørke Prikker, som bevægede sig paa Veien langt foran dem. Da de kom nærmere saa de, at det var to Cyclister.
