Asbjørn Krag tog Plads paa en Klapstol lige
i Nærheden af Tyskerne. Hr. Müller skottede
afvekslende bort til ham og til Landgangstrappen.
Han blev tydeligvis mere og mere urolig.
Det ringte for tredje Gang. Asbjørn Krag begyndte at finde Direktørens Udebliven mistænkelig, men han betvang sin Uro. Det forekom ham, at Hr. Müller i sin Forvirring etpar Gange var ifærd med at tiltale ham, maaske tog han feil. Nu rev Folkene Landgangsbroen fra. Direktøren var fremdeles ikke i Sigte.
Asbjørn Krag sad saa rolig, som om det hele ikke skulde vedkomme ham. Han hørte Signalet „sagte forover“ nede i Maskinen og Baaden bevægede sig langsomt bort fra Bryggen.
Idetsamme var Asbjørn Krag henne ved Rækken. Han ventede, til den sidste Del af Agterskibet strøg langs Bryggen, og jumpede saa iland.
Det sidste han saa af Passagererne paa Dækket var Tyskeren, som i det afgjørende Øieblik gjorde et Tilsprang, ligesom han vilde hindre Detektiven fra at springe iland.
Inde paa Bryggen blev Asbjørn Krag omstimlet af Mennesker, men han kastede sig hurtig op i en Drosche og raabte:
— Grand Hotel. Hurtig!
Vognmanden saa paa ham — og smeldte med Pisken, Han forstod, hvem han kjørte.
Underveis vinkede Detektiven en Konstabel
