formodentlig bare bringe paa det rene, hvor vi gik hen med Væsken. Til yderligere Sikkerhed skal jeg i Eftermiddag beordre en af Politiets flinkeste yngre Detektiver ned i Banken. Han vil heller ofre sit Liv end la nogen faa Fingre i Væsken. Jeg lurer paa, fortsatte han, af hvad Nationalitet disse to Herrer er, som forfølger os. Franskmænd, kanske.
— Jeg er nærmest tilbøielig til at tro det. Ialfald er de ikke Tyskere, for de taler daarligt tysk.
Krag sendte Droschen bort.
— Jeg gaar nu op paa Politikammeret for at træffe nogle Dispositioner, sa han.
— Og jeg har nogle Smaating at besørge i Byen, bemærkede Direktøren, jeg tar ind paa Grand, hvis De vil mig noget. Hvorlænge bør vi bli i Byen?
— Til iaften Klokken 11.
— Saa kort? spurgte Direktøren ikke saa lidet forbauset, er det ikke egentlig her i Byen, hvor vore Forfølgere er, at vi bør opholde os?
— Nei, svarte Krag, det er ved Fabriken. Hvis De ikke hører nærmere fra mig, saa mødes vi paa Vestlandsbaaden Klokken 11.
— All right, jeg følger Deres Anvisninger.
— Det bør De ogsaa gjøre, sa Krag rolig og forlod Direktøren med en kort Hilsen.
Paa Opdagelseskontoret traf han den unge Detektiv, Nicolay Holst, som han betroede
