Opdagelseschefen skalv af Spænding.
— „Her er kun et at gjøre,“ sa Detektiven med Kulde. „Vinduet der maa han ikke naa. Jeg skal vente i det længste, men hvis Taget ikke glipper for ham, blir jeg nødt til at skyde ham ned.“
Detektiven talte rolig og bestemt.
— „Jeg kan forsikre Dem om,“ sa han til Opdagelseschefen, „at aldrig har min Haand været støere, mit Øie sikrere.“
Larmen derover blev sterkere, men Politimændene la ikke videre Merke dertil.
Begges Øine stirrede i Spænding paa den mørke Skikkelse, som syntes at svæve mellem Himmel og Jord.
„Han nærmer sig Vinduet,“ sa Krag, „men han har endnu det vanskeligste Stykke Arbeide tilbage. Saa! — — — Der glap Taget!“
Detektiven sænkede sin Revolver.
Den farlige Forbryder havde mistet Haandfæstet og faldt ned paa Gaden. Han reiste sig imidlertid hurtig, saa sig om for at bedømme Stillingen og det bedste Punkt for et Udfald og la paa Sprang nedover Gaden. Men han var ikke løbet mange Skridt, før han igjen faldt voldsomt og pladask til Jorden. Han havde snublet i en Snor, som to af Politimændene, straks Opdagelseschefens Signal lød, havde spændt over Gaden. Forinden Greven paany fik reist sig, var sterke Politimænd over ham, og da han straks blev forhindret fra at bruge sin Revolver, varede
