DEN HØIES ORD 31
. Kan jeg det trettende,
om thegnen ung
jeg vie skal med vand;
ei vil han falde
i fylking stedt,
ei segner den svend for
sverd.
. Kan jeg det fjortende,
skal for folket jeg
nevne hver gud ved
navn;
æser og alver
alle jeg kjender,
neppe kan daaren det.
. Kan jeg det femtende,
som Thjédrere gol,
dverg for Dellings dør;
magt gol han æser
og alver held,
kløgt for krigergud.
. Kan jeg det sextende,
vil snilde mø’s
al lengsel jeg faa og lyst;
hvidarmet viv
vender jeg hugen,
ændrer alt hendes sind.
. Kan jeg det syttende,
at sent fra mig vender
sig bort det unge blod.
Lenge de kvad
du, Loddfaavnel
kommer at savne saart;
gode, om du gjemmer,
nyttige, om du nemmer,
vel, om du vandt dem.
. Kan jeg det attende,
jeg aldrig lærer
mø eller mands viv —
alt det er bedst,
som én kun véd —
— kommer af kvad det
sidst —
uden den ene,
som arm om mig slaar,
eller min søster selv.
. Lød nu «Høies ord»
i den Høies hal,
til bod for mandebørn,
til brøst for jotnebørn;
held den, som kvad!
held den, som kan!
nyde, den nemmed!
held dem, som hørte!
- «thegn» o: fribaaren svend. Om den allerede i hedendomen
fra kristne optagne skik at overøse det nyfødte barn med vand og give det navn, jvf. K. Maurer: <Ueber die Wasserveihe», Munchen 1880, og Bugge: cStudier* I. pag. 371 ff. — 160: Delling: en dverg. ckrigergud>, texten: Hroptatj^’ o: Oden.
