En ædel hedning; han hadde, tror jeg, aldrig gjennemgaat nogen oprivende krise som hadde efterlatt noget smertefuldt brud, var uten enhver mystisk angst eller fortvilelse og fandt hvile i en resignert agnosticisme, uten uro overbevist om det frugtesløse i at ville trænge ind i det ukjendeliges verden. Livet var her, og han drømte neppe om nogen fortsættelse.
I det smukke latinske (i den norske oversættelse noget forringede) digt han ved sit studenterjubilæum skrev til minde om sine avdøde kamerater, er der ikke tale om nogen metafysisk udødelighet; naar de døde lever videre er det i denne verden, enten i ryet, eller i det savn de efterlater:
Selv i sin korte livstid en og anden
naadde at vinde navn utover verden:
han vil, omend han bor i skyggelandet,
videre leve.
Men og de andre lever; ti i sines
trofaste hjerter er de end som fordum;
der ifra den forvandlingslov befriet
staar de urokket,
den, under hvilken daglig vi forringes.
Saa lad de døde leve. Det er døden,
naar de henfarne intet savn og længsel
lader tilbage.
Begge disse udødeligheter blev i sjelden grad Alf Torps lod. Hans navn naadde med ære frem til hele den verden hvor videnskap har hjemme, og længe vil savnet efter ham leve i de gjenlevendes længsel.
1916.
