Hopp til innhold

Side:Gerhard Gran - Norsk aandsliv i hundrede aar 3.djvu/170

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
164

det stupide flertals utaalelige tyranni, tugtløsheten, dovenskapen, — han kunde sitte i timevis og snakke sig op til lidenskap, naar det gjaldt at demonstrere den hjemlige ringhet paa alle omraader; det endte gjerne med en dyster spaadom om nordmændenes uundgaaelige, snarlige og vel fortjente utslettelse av nationernes rækker. Det kom dog i aldrig i bedemansstil, men som friske sinnesutbrud, opsamlet gjennem en daglig irritation, og dersom man anbragte en latterstraale indover hans klagesange, var han altid mottagelig og kunde uten overgang slaa om i en ganske anden toneart.

Torp hadde sine meninger om de fleste spørsmaal, — sterke meninger, men ikke altid de samme; det hændte at man ikke fandt ham idag, hvor man hadde truffet ham igaar. Han hadde en vældig læsning, ogsaa utenfor sit egentlige omraade, hadde arbeidet sig gjennem store provinser av alle landes literatur, læste ustanselig historie, biografier, memoirer og brevsamlinger, reisebeskrivelser osv., og hans glimrende hukommelse fastholdt det meste, saa han hadde et rikt fond at løse av i sine samtaler. Allikevel har jeg indtryk av at alt dette stof ikke var helt gjennemarbeidet av hans refleksion, at det mere levet i ham som billeder, end det var indlemmet som led i en tankegang, og det kunde derfor være noksaa tilfældig hvor det førte ham hen. Opstod der ved en idéassociation et erindringsbillede i hans sjæl, stod det i regelen saa levende for ham, optok det ham i den grad at han helt kunde hengi sig i