frem til: «jeg har læst G. S. [til Collett 25⁄1 1840] først i de senere aar, saaat hun ikke kan siges at have virket paa mig eller næret nogen stemning eller tilstand hos mig. Denne var fuldkommen udviklet hos mig, da hun mødte mig som et speil, hvori jeg saae mig selv klart, frygtelig, henrykkende klart. Jeg har jublet over mange af hendes ord, fordi de var mine, hun havde givet liv. G. S. er virkelig en af de største og mærkeligste charakterer, der nogensinde har existeret. Troer De ikke det? Alle disse reflectioner ere udgaaede af hendes egen kamp og lidelse, de ere sande, og derfor gribe de os. Hvor dybe maa de krænkelser have været, der have drevet hende til at afkaste sit kjøns dragt og sæder og tage modig hele verdens anathema! — — — Hun er bleven mand af had mod mændene for at kunne kjæmpe som en mand. — — — O, for George Sand bøier jeg mig dybt! Hun er mit kjøns martyr og stolthed, og ikke dets skjændsel, som hyklere og den andægtige pøbel kalde hende — — —.»
Collett hadde naturligvis like fra begyndelsen av fuld forstaaelse av sin hustrus forfattertalent; hendes breve, dagbøkerne som han hadde læst, deres samtaler hadde overbevist ham om det; han var ganske fri for tidens fordomme mot skrivende kvinder, sandsynligvis var det ogsaa et led i hans sjælepleie at skaffe hende utløsning i litterær produktion, og det var ganske visst med bestemt plan at han opmuntret hende til at skrive. Da hans arbeide ikke længer levnet ham tid til selv at
