og dette fortsatte med at være et vigtig møtested mellem dem i egteskapet — like til hans død. Camilla Collett var allerede da hun traf Collett litterært sterkt utviklet; hun hadde altid været en ivrig læser, paa sit kammer paa Eidsvold hadde hun slukt mange bind, og paa sine lange ensomme spaserturer var hun sjelden uten en bok i haanden. I barneaarene læste hun naturligvis ganske naivt, helt optat av den stoflige spænding, men allerede i femtenaarsalderen traf hun i Christiansfeld en tysk veninde som var kommet længere end hende og lærte hende at læse med opmerksomhet og kritik. Hun var vokset op i litterær luft, og den omstændighet at hendes sympatier oftest gik imot hendes slegt, hadde tvunget hende til at tænke over og begrunde sine meninger. Dansk og især tysk litteratur var hun meget fortrolig med, det vrimler i hendes breve og hendes skrifter av citater som øiensynlig altid er faldt hende i pennen efter hukommelsen, da de næsten aldrig er helt rigtig gjengit. Hun likte Schiller bedre end Goethe, var dypt interessert og sympatisk grepet av en saa vanskelig og gjennemreflektert sjæleforsker som Rahel von Varnhagen, og hun sværmet for Heine. Men av alle forfattere er det dog neppe nogen som har hat den betydning for hende som George Sand. Og det gjælder ikke blot den franske forfatterindes tanker, men ogsaa hendes stil. Det er interessant at se, hvorledes hun alt i 1837, altsaa mange aar, før det var kommet ind i hendes tanke at optræ
