blive saa. Fortiden, fortiden! Camilla, du maa ikke længer ræddes for fortiden; den» har været fuld af skygger og gru; men om end natten har været rædsom, frygter man dog ikke længer, naar det er blevet lyst. Slig nat skal aldrig komme mere, C., det skal være mit livs opgave at passe paa, at slig nat aldrig skal komme mere. Derfor er jeg saa glad ved, at du fortæller mig alle sorger, og dette maa du stedse vedblive — — — Du maa betragte mig som din,samvittighed, ligesom jeg betragter dig, og du kan trygt øse al din sorg ud i mit bryst; thi jeg mærker, at jeg kan bære meget. — — — Men sky alle voldsomme sjælstilstande, fordyb dig ikke i fortidens trængsler og fremtidens uvished. — — —
O, gid jeg kunde tage denne kval fra dig, gid jeg kunde lokke alle dine smaa sorte dæmoner over til mig. — — — Jeg kan næsten ikke forstaa, at hine erindringer kan være dig saa pinlige. Det er sandt, du har tilbragt nogle aar i sorg og vee; men tabte ere de dog ikke. De have dog givet dig sin erfaring, de have lutret dit sind og styrket det, og ganske uden sødme have de dog heller ikke været. Men nu ere de forbi, Camilla. — — — Der er noget vist, dæmonisk i den indvirkning, Welhaven øver paa dig; jeg kunde finde det rimeligt før, men ikke nu længer, C., og derfor troer jeg ogsaa, at det efterhaanden vil svinde, nu er du jo udenfor hans sphære.»
Han minder hende om hendes løfte om at sende ham indholdet av det sorte skrin. «Overlad
