Skrinet — det allerhelligste — likkisten — fortiden laa som en mare paa hendes bryst som hun ikke kunde faa væltet bort; ofte red maren hende saa voldsomt at det avtvang hende fortvilelsens skrik. Laaget aapnet sig, de onde aander mylret omkring hende og drev sit uvæsen, saa det næsten gik paa forstanden løs. Hvor skulde hun vende sig hen? Hun gik til sin ven; han, om nogen, maatte mane aanderne ned i tilintetgjørelsen. Atter og atter kom hun til ham, vrængte sin syke sjæls dype fortvilelse ut for ham, sparte ham ikke for noget av sin bitre fortrolighet, og han lyttet til hende med en forstaaende kjærlighet som var næsten overjordisk i sin uselviskhet, dulmet med kjølende ord hendes oprørte nerver og skjænket hende — for en stund — den ro hun saa inderlig hadde behov.
«Jeg kunde være fuldkommen lykkelig,» skriver hun (1⁄5 39); «men der er timer, hvor jeg ikke er det, men jeg vil blive det, Jonas. Hjælp mig dertil!» Men «fortiden! fortiden, Jonas! Du veed ikke i, hvor mange skikkelser den forfølger mig og søger at trænge sig ind mellem dig og mig. — — — Jeg vilde have skrevet til dig i alle disse lange dage; men jeg har ikke kunnet. Der er en skræk i mig. Naar jeg tager pennen for at skrive til dig, staar der en djævel bag min stol og gjør grimasser — saaledes har han staaet hver gang jeg skrev, i mange aar, og jublet over hver overstrømmende følelse, der vilde blive tilskamme, over hvert et ord, der vilde vendes til grusom
