I Modsætning til de „konservative“ Grundlovs-
og Unions-Omstøbere vil det „radikale“ Venstre
fastholde Grundloven efter dens gamle Mening
og fastholde Foreningen som den efter Rigsakten er.
Paa den Maade trro vi at være mest hensysnfulde ogsaa overfor Broderriget.
Sverige bør ikke ønske Unionen forandret. En paatvungen eller paanarret svensk Overhøihed vil skaffe Sverige en Fiende paa Vestgrænsen istedetfor en Ven, og dette vil svække Sverige ligesaa meget, som en frivillig Forening støtter og styrker det.
Foreningens Mening er, at Sverige skal være betrygget mod Vest ligesom Norge mod Øst; derved indspares store Summer paa Militærbudgettet og store Mængder af Arbeidskraft, hvilket igjen kommer Landenes Udvikling tilgode. Men gjør Sverige Norge til sin Fiende, vil Unonens Mening forfeiles. Sverige vil atter maatte overtage øgede Militærbyrder (det har allerede begyndt), og derved svække baade sin Økonomi og sin Udviklingsevne. Men der er dem, som gjerne ser, at Sverige svækker sig.
Det svenske Folk vil det samme som vi: fredelig Udvikling. Og de svenske Herrer ved, hvad allerede Karl Johan indsaa: at Fred og god Forstaaelse paa Halvøen er nødvendig, om Forviklinger skal undgaaes, der vilde være ligesaa farlige for Sveriges Selvstændighed som for Norges. Derfor er deres Politik blevet den: at søge at lempe Norge indunder sig ved stille Paatryk — og ved norsk Hjælp. Men den norske Nationalfølelse er nu bleven saa stærk, at selv en saadan „stille Erobring“ vilde blive uheldsvanger. Det troløse Brud paa de ved Foreningens Stiftelse indgangne
