gjort sig betalt i deres Eiendomme, og hun maatte betale Procurator Wold fjorten Rigsdaler for Dommen. Endnu en Mand i Drammen havde vor Fader cautioneret for; Creditoren var død, og Enken tænkte ikke paa at benytte Cautionen, men Byfogden i Christiania, Justitsraad H., en riig Mand, kjøbte Obligationen af Enken for en Bagatel og tvang vor stakkels Moder ved Rettens Middel til at betale ogsaa denne Sum. Du veed, hvorledes Justitsraad S. bedrog hende for de sidste 3000 Rd. Alt, hvad hun nu havde, var 150 Rd. af Enkekassen. — Fru Treschow reiste til Kjøbenhavn for sit syge Brysts Skyld, Treschow kom sjelden til os; de faa Bøger, vi havde beholdt, kunde jeg udenad, og der kom ingen Ehlert at bringe mig flere, og da mine Venner blandt Skoledisciplene havde foranstaltet et Bal i Balja (Bierregaards Leiegaard), forbød Moder mig at modtage Indbydelsen. Min eneste Tidsfordriv var at spinde og strikke Strømper til mine Brødre. Dette var nu godt om Hverdagene, men om Søndagene maatte jeg heller ikke spinde, og, hvad der endnu var værre, jeg maatte idelig høre min Moders Klager. Grethe var syg og elendig og længedes efter Døden. Christine var ingen god Pige. Naar det blev mørkt, sneg jeg mig ofte ud af Huset, satte mig i Gadetrappen af vort forrige Huus, erindrede vor svundne Lykke og græd mig mæt. Vore fordums Bekjendte eller saakaldte Venner saae vel imellem ind til vor Moder, men disse Besøg vare hende til liden Glæde. »Hvad har De isinde med de fire Drenge? De tænker dog vel aldrig at holde dem til Studeringer med Deres liden Pension? Sæt dem til Haandværkere!« — Gjerne, svarede Moder, nåar kun ikke Haand værksdrenge bleve saa slet behandlede. En anden sagde: Hvordan vil De komme ud af det med de fire Drenge? de ville snart voxe Dem over Hovedet! sæt dem til Søes! der ville de lære at lystre. — Hæder og Ære over vor Moder i sin Grav, at hun havde Mod til ikke at agte paa disse Raad! Hun maatte nu opfylde baade en Faders og en
