saa reint goø Hug te, at Førældro mi skuldø veta, ko lykkøle e æ, aa ko væl e leve. Ja sa ho, dæ æ vanskøle; men alti ska dæ nok bli ei Raa te di okso. E ska laanø de ein Gulring e, sa o, aa neer du har den, saa kan du ynskjy de ko du vil, saa faar du dæ. Ro kan du ynskjy de heimat te Følke dino, saa æ du der trast; men du maa ’kji ynskjy me ette de, ældaa kjæmø du aldør her meir, aa daa bli dæ reint gale mæ uss bæi tvau. Aa ja, han fæk Ringen, aa saa snart ’n ynsktø se te Førældro si, saa v’an der. No førtældø’n dei, at’n haddø vørte ein Hære ovør Gulslottø i Have, aa fortældø ko herle han levdø; men dei vildø aldør tru eit Or taa di. Før at dei no skuld veta at’n sa sandt saa ynsktø’n ette se Kjæringe si. Daa ho daa kom, saa sa o dæ: Aa jeiø jeiø me, ki gjordø du detta? no kjæmø du aldør aat Gulslotte i Have meir. E meintø dæ e, sa’n, at me kunna ynskjø uss dit at. Nei sa o, dæ gaaer inkji an, (dæ ha væl gange an, seer du; men ho vildø bli aav at mæ o daa.) E ska sæta me her e, sa o ve’n, ein Dag, saa kan du lægji de i Fangø mit, saa ska e lyskø de. Aa ja sa’n; men trast’n la se, saa sovna’n, aa dæmæso stiltø o Ringen ifraa o mæ ’n sov, aa trast ynsktø ho se aat Gulslotte i Have; aa paa Tima, saa va ho der. Daa ’n vakna, saa va o burtø. Jaja! tænkt’n: E ska ta Ringen, e har kjæmø ’n te, aa saa ska e ynskjy me dit, so ho æ; men daa ’n skuld sjaa ette Ringe, saa va’n burtø. No vart’n reint bedrøva. Aa saa begjyntø’n te aa vandrø tefods ifra eit Lanskap te anna, aa spordø, kæm ’n kom te: um ingjin kunna seia o, kor Gulslottø i Have æ? Aa nei, Ingjin vistø dæ. Ein Dag daa, saa komo ’n aat ein storø Skog, aa der forvilla’n se. Seint o Kvæld’n, saa vingla’n se ind paa eit Bærg, aa den vaagdø’n se te, aa banka paa. Kæm æ so vil ind? sa Gjyggre. Aa dæ æ ein, so ha førvilla se, sa Gut’n. (Hellist va’n væl Greive no, ner’n haddø vørte Hære ovør Gulsløtte i Have.) Kor vil du
