fønno dei heilø Bruskjænken, so va ovør hundrø Dalar, aa dæ tok Man, aa stak i Fikka[1]. Ja no, sa Fan, no ha e hjølt de te, no maa du hjølpø me. No vøro dei tekomne aa dansø me Bru’n innø aa soleis va dæ ’kji rat aa faa o fat. No sa den Styggø ve Man: No ska du staa bak ve Døre, aa e vil kriøpø inni Kakøløvd’n; men fyst vil e høldø burtunde Nasin paa Bru’n noko Nysørot, aa saa begjyna ho te aa njøsø saa fælt; men daa maa du slet inkji seia „hjølpø Gud;“[2] for seia du dæ, saa har inkji e nokor Magt mæ ’n. Aa ja, Man vart staa’andis bak ve Døre, aa tænktø ve se sjøl: E ska no væl lurø de; men han lurdø se nok sjøl, maaveta, før dæ gamlø Orspraakø æ nok sant, at ein gamalø Skjælm æ ’kji go aa lurø. Sosnart den Styggø haddø helde Nysørote unde Nasin paa Bru’n, kraup ’n uformært ini Øvd’n. Brue begjynte te aa njøsø saa fælandø, at dæ sprat Blo um Augo hennø. Hjølpø Gud! sa Man ei Gong, aa trast begjynt ’o te aa njøsø sagtarø; men saa stiltø Fan se fram at or Øvne, aa helt burtaat ’n Nysørote attø, aa dæmæso to o te aa njøsø saa stært, at Man tenktø ho ha døit i Augnøbleke, aa dæmæ roft ’n: o Hjølpø de Gud i Jesu Christi Nam! sa ’n. Aa dæmæso vart Fan sintø: rendø fram or Øvne, saa Eldsputør’n sto taa o, aa sa dæ: Kjuven, so ha støle Skaaløpæingad’n Dikka, staaer bak ve Døre, take’n no! Aa dæmæ foer ’n mædisama up igjøno Peispipa mæ sli Dur, at Alle vørto reinø førfælde. Aa saa grepø dei Man, ransako ’n, aa fønno Pæingad’n, aa sia settø dei’n fast aa førdø ’n te Læsmanne; aa trast vart dæ helde Forhør, aa saa kom ’n paa Tugthusø; men ette’n kom at derifraa, sia ha ’n aldør stole øftarø.
