Paa Hamre[1] hava ein Støl i Fjælle, so kallast Kvidthaug, aa der æ dæ mange smaa Hauga, so dei Gamlø kunnø seia, at dei øfto ha seet baadø Folk aa Krøter paa den Ti, so dei ha vøre heimat fløtte mæ sino eiø Krøter. Ei Gøng kom han Andris Hamre paa Støl’n Bufaræfta’n, dæ vil seia: Kvæld’n før dei skuldø buførø[2], aa saa slæfte’n Mær’n tet ve Støl’n, soleins so’n haddø gjort baade før aa sia. Sosnart’n haddø faa’t se Madt, vildø’n gaa up i ein Fehavne eit Stykji ifraa Støle, aa daa’n kom ut, vart’n vare, at Mærra va komi rat aat Skamdalsose paa hi Sia aat Fjore, aa at dæ sadt paa’n ein blaaklæddø Kar; aa han rei paa’n ikring ein Haug i drivønde Ta’n, sø dæ va sli Skrammøl paa Stalvækjun, ho haddø paa se. Han Andris vart sintø, aa meintø saa te, at’n skuldø ha fat i den, so rei Mærre hass; (Han hugstø ’kji, at dæ va ein Haugakar, so rei o, maaveta) men han fæk inkji sport, at nokon Fremmandø hadde vøre der. O Morgon daa dei fønno attø Mærre, daa va o saa gali, at dæ va inkji Raa te aa faa Stæl paa’n. Dei prøvdø aa lægji Sæle paa o, taa Moer hass skuldø rie paa’n; men ho slæfts Bakkjølun, og gjek paa Knjøno, saa at Moer hass inkji tøldø riø paa’n. Han Andris prøvdø sjæl aa vildø riø paa’n, men dæ va ingji Raa; saa prøvdø’n te aa lægji Kløv paa o, men ho kasta taa se Kløve aa sleit se reint ifraa dei. Men saa va o paa Støle Grandkjæringe dærist, ho Birith nori Gare, ho va no bekjændø før, aa kunnø nokomeir ell mata se, so Orspraakø lye. „E ska riø paa’n e.“ sa o. Aa saa snart ho sættø se uppaa o, daa gjek o saa fint, so ho haddø gangje før, aa seia saago dei aldør nokor Vanskøleheit taa’n meir;
