universelle karakter træde frem, naar man betænker, hvad jeg allerede før har fremhævet, at denne forskning ikke alene beskjæftiger sig med de rene retsbegreber eller begreber, hvis substrat alene er retsordenens forskrifter, men ogsaa med livsforhold, forsaavidt disse tjener til grundlag for retslige bestemmelser.
Her er aabenbart et felt for retsforskningen, der ialfald til en vis grad er ganske uafhængigt af den positive lovgivnings vilkaarlighed. Jeg har allerede før fremhævet, at om end den retslige normering af de rene livsforhold i nogen udstrækning vil øve indflydelse paa selve bestemmelsen af disses begreb og væsen, kan den dog aldrig helt forrykke dem. Om end lovgivningen – for at benytte et tidligere exempel – kan bestemme at et forhold, der ikke er besiddelse, skal have samme virkninger som besiddelsen, kan den dog aldrig med et magtsprog udtale, at ikke-besiddelse skal være besiddelse. Lovgivningen kan bestemme at to fænomener retslig skal betragtes, som om det ene havde fremkaldt det andet, men den kan ikke anordne, at et aarsagsforhold skal foreligge, hvor der ikke er noget saadant. Paa samme maade med begreber som viljeserklæring, forsæt, forsøg og forberedende handling o. s. v. Her er saaledes en vid mark for den juridiske begrebsbestemmelse, hvor den retsvidenskabelige forskning ikke er eller kan være indskrænket til det enkelte retsomraades grænser, og hvor dennes betydning først ophører, naar lovgivningen helt og holdent opgiver disse forhold som grundlag for retsbestemmelsen, hvad der ved de betydningsfuldere livsforhold selv under forandrede samfundstilstande ikke let vil ske.
Og ligesaalidt som saaledes lovgivningen kan beherske livsforholdene og de naturlige fænomener og befale, at hvidt skal være sort, ligesaalidt kan den beherske tænkningen og logikens regler. Den kan ikke ved et magtsprog paapege hvilke konsekventser der skal flyde af et bestemt princip, eller hvilket princip der kan udledes af visse positive regler. Lovgivningen kan opstille en sætning a og en sætning b, men den kan ikke paa byde, at a skal være en konsekvents af b eller omvendt. Den
