Amicus Socrates, amicus Plato, magis amica veritas.
I større eller mindre grad gjælder det vistnok om enhver videnskab – og særlig om enhver aandsvidenskab –, at opfatningen af dens opgave og metode til de forskjellige tider har været forskjellig. Men om ingen gjælder vel dette i høiere grad end om retsvidenskaben. Medens den for et af verdens mærkeligste og mest begavede folkeslag var noget nær den eneste videnskab – dets egentlige filosofi (divinarum atque humanarum rerum notitia)[2] –, har den til andre tider ganske været frakjendt karakteren af en videnskab og dens forskning været tillagt en ligesaa efemer betydning som de positive love, hvortil den knyttede sig[3], og i hvis fortolkning man saa jurisprudentsens hele opgave udtømt[4]. Eller man troede alene at
- ↑ Det oprindelige grundlag for nedenstaaende bemærkninger er et i 1887 afholdt akademisk tiltrædelsesforedrag. I en noget omarbeidet form blev de derefter offentliggjorte i Tidsskr. f. retsv. for 1888. – De suppleres i enkelte retninger ved den følgende opsats «Ihering-Windscheid».
- ↑ Se Ulpian i fr. 10 § 2 D 1. 1.
- ↑ Se saaledes Kirchmann Ueber die Werthlosigheit der Jurisprudenz als Wissenschaft. 1848.
- ↑ Ja selv denne beskedne opgaves nytte er ofte dragen i tvivl. Et karakteristisk vidnesbyrd herom frembyder udkastet til den preussiske landret
