nem vinduet ud paa de smaa gammeldags ruder over i bryggerhuset; vendte sig saa pludselig mod Henschen —;
— Det er märkeligt, hvor det usädelige kan gjöres vakkert du!
— Ja, desvärre!
— Som nu f. ex. her — han pegte paa versene i Drachmanns bog og läste:
“Intet er liv, hvad i liv ikke fejled;
skjögens har sit solskin, men du kun et slot,”
er det ikke vakkert?
— Nej, Henschen syntes ikke det var saa vakkert.
Jarmann studsed og kasted et forskende blik hen paa fyrens ansigt. Det var ganske roligt; ikke spor af optat sad han der og kiged videre paa Drachmanns vers.
Jarmann sendte ham et underlig ondt formelig giftigt blik, fuldt af foragt og medlidenhed, blandet med misundelse og had. Det kogte i ham; saa han forstod ikke at det var vakkert! han fölte altsaa ikke noget ved disse linjer, der havde grebet ham slig! .. fölte altsaa slet ikke som ham! — Nej naturligvis! ... at han ikke havde forstaat det för nu! Denne alvorlige, bra flittige gut, som altid kunde sine lektier paa skolen, og bestandig talte saa absolut fordömmende om al usädelighed — det var jo klart som dagen; han havde selv aldrig havt trang til at gjöre noget galt og kunde derfor heller ikke forstaa det hos andre ...
