læres til graadig Krig, og hvis Æresbegreb udvikles i Retning af urgamle, vilde Forestillinger, saa længe vil der forblive en Glands over Undertrykkelse, Vildskab og Blodsudgydelse.
Og særlig vil det længe sidde igjen i Kvinden, at hun var den Stærkestes Bytte i Kampen, at Manden med det bedste Vaaben har været hendes Værn og hendes Herre.
Præsterne har altid holdt sig nær til Krigerne for det fede Byttes Skyld.
Men andre Tider dæmre, andre Tanker have længe arbeidet sig frem hos de Fremmeligste; der er mange Ting, som varsler en Omvæltning af disse ældgamle Forestillinger og Tilstande.
Men Hovedmassen af Menneskene vil altid være slige, som ikke ser og ikke har Lyst til at se længer end sin egen Næse; og som lige til siste Øjeblik ikke kan tænke sig andet end, at det maa være imorgen som det var igaar.
Derfor taler man saa fast og selvfølgeligt om en Fremtid fuld af Blod, og en bestandig Forøgelse af Stridskræfter og Ødelæggelsesmidler. Man henviser til Stormagternes Kappestrid og mener, at dette er Beviser for, at Krig skal vedblive at være Folkenes Omgjængelse.
