Og dog tager Høire ikke i Betænkning at lægge en kristelig Forjættelse ind i et Foretagende af den mest hedenske Art; Høire blander uden Sky alt sammen til en stor Løgn, forat fremhjælpe den Sag, af hvilken Partiet lover sig Sejer og danske Tilstande.
Og dertil kommer endnu noget, som ikke nævnes, men som hver, der ved, hvorledes Høire tænker og taler i sine Stuer, ikke behøver at lægge Skjul paa.
Og det er: dette kraftige Forsvar er ikke blot tænkt som Fædrelandets Værn mod de fremmede Voldsmænd, men ligesaa meget — og mangesteds vel saa meget som Tugtemester over de saakaldte »indre Fiender«.
Vi ved alle, hvad Høire mener med en stærk Regjering, med en Konge, som ikke i siste Øieblik viger tilbage, samt med en velrustet og paalidelig Krigsmagt; — vi ved hvor de dirrer af Harme mod »Opviglerne og Folkets Forførere», vi ved det alle godt nok til ikke at lade os narre af dette Russesnak og denne opstyltede Fædrelandsbegeistring.
Forsvarssagen, som den allerede nu er ført, fortjener at blive liggende som et Aadsel, fra
