Side:Forsvarssagen.djvu/22

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Det er den samme store, pralende Hulhed, som i Danmark fik det berygtede Udtryk: Gud kan ikke undvære Danmark!

Eller er der noget voxent Menneske kjendt med den nyere Tids Historie, som for Alvor vil paastaa, at Bevæggrunde som de nævnte spiller den allerfjerneste Rolle i Stormagternes Krigspolitik? — Man tager uden nogen Ret sit Haab, sin Frygt og sine bange Anelser og dækker dem over sin bedre Viden, idet man lægger Følelser saa ædle som de kun sjelden findes Mand og Mand imellem ind i Staternes Politik, hvor slige Følelser aldrig har raadet — endmindre kommer til at raade, saalænge Folkene kriges med hinanden. Man besnakker sig selv og fabler op snart om Kabinetternes Sympathier, snart om det ædle engelske Folk — lutter Ord — Ord, som paa Kampens Dag veires hen med den første Krudtrøg. Har vi endnu ikke seet nok af Englands koldblodige Egenkjærlighed i Politiken?

Og Kabinetterne? — Nu er der ganske vist ikke mange Ting, der er saa latterlige, som naar almindelige Folk sætter sig til at forklare, hvad Bismarck egentlig tænker, og hvad Diplomaterne mener i det inderste Lønkammer. Men