Det er et af Civilisationens Særkjender, at den søger at omgjærde Individets Rettigheder med al den Sikkerhed, menneskelige Institutioner kunne forskaffe; en velordnet Stat anseer dette som sin første Pligt, sit nærmeste Øiemed, fordi Opnaaelsen deraf middelbar leder til Erhvervelsen af alle de moralske og intellectuelle Goder, Samfundsordenen kan og skal udvikle. Kun i denne Hensigt have Menneskene underkastet sig alle de Indskrænkninger, det borgerlige Selskab medfører. Retstilstanden er derfor den eneste sande Prøvesteen paa Statens virkelige Værd; dens Beskaffenhed afgjør dette; giver den alle de Garantier, endelige Væsener med Rimelighed kunne fordre, da er Statens Fundament fast og varigt; i modsat Fald staaer Bygningen paa en løs, undergravet Grund, hvor glimrende dens Form og Indredning end kan være; Fornuften lærer dette og Historiens Aarbøger bekræfte det. Vi see derfor ogsaa, at ethvert Folk, der er traadt ind i de dannedes Række, stedse har ladet det være sig yderst magtpaaliggende at ordne sine Forhold saaledes, at denne Sikkerhed kunde opnaaes, og Retfærdighed vederfares enhver Statens Borger, ikke mindre i hans Stilling til Staten selv, end i hans Forbindelser med de øvrige Medlemmer af denne. Allerede tidlig indtraadte der Conflikter og Stridigheder vedkommende dette dobbelte Forhold, og man indsaae snart Nødvendigheden af at sætte et Værn mod Vilkaarlighed og Selvtægt. En Authoritet, forsynet med tilstrækkelig Myndighed, etableredes derfor i den Hensigt at træde imellem de stridende Parter, og at uddele til enhver af dem hvad Retfærdigheden paabød; man indførte Domstole; man concentrerede Statens moralske Kraft i dette Brændpunkt, for
