udtrykkeligen yttres: at Storthingets pludselige Opløsning maa have mange skadelige Følger for Landet — at Aarsagen til denne Hans Majestæts Beslutning maa søges, enten deri at Kongens Raadgivere have forsømt at oplyse Høistsamme om de forhaanden værende Omstændigheder, eller deri at de have stillet disse i et urigtigt Lys — at Hans Majestæts Yttringer angaaende Behandlingsmaaden af de proponerede Grundlovsforandringer tydeligen vise, at en Misforstaaelse herfor ligger til Grund — at det er Storthingets Pligt, saavel for Kongens, som for Folkets og dets egen Skyld, i en Adresse at oplyse Hans Majestæt om Forholdene og den stedfundne Misforstaaelse — at det vel er vanskeligt for nærværende Storthing at faae de Foranstaltninger føiede, som fornødiges for at kunne drage de af Hans Majestæts Raadgivere, der ved denne Leilighed maatte have tilsidesat deres Pligt, til Ansvar, men at Storthinget dog bør gjøre Alt hvad der fra dets Side kan skee, for at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning — at Storthinget derfor bør af den kongelige Norske Regjering forlange sig snarest mueligt meddeelt det ved denne Leilighed i Statsraadet Passerede, og saasnart denne Meddelelse indkommer, uden Ophold tilstille Odelsthinget samme.
I Storthingets Adresse til Kongen af 7de Juli paapeges tydeligen, deels at Hans Majestæts Beslutning om Thingets Opløsning er skadelig for Riget, deels at Kongens Raadgivere have efterladt de dem paaliggende Pligter, ja man giver endog Vink om, at denne Pligtforsømmelse maa tilskrives ond Villie, og man drister sig til at gjøre Raadgiverne suspekte i Hans Majestæts Øine. Der siges endvidere i Adressen med bestemte og utvetydige Ord, at Kongen ikke kan antages at have været hindret fra, overeensstemmende med Grundlovens 15de §, at indhente den Norske Regjerings Betænkning angaaende Storthingets pludselige Opløsning, og man beskylder saaledes de kongelige Raadgivere for en Overtrædelse af Grundloven, som dog,
