Side:Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania (IA forhandlingerivi1880chri).pdf/526

Den beror paa den Uklarhed, der kan paavises allerede hos Hegel selv (f. Ex. i hans Lære om Abiogenese, sammenlignet med hans Polemik mod Condillacs Psychologi) over den reelle Betydning af den dialektiske Overgang, der overhovedet kan udtrykkes i en Modsætningerne forbindende Dom f. Ex. Væren er Intet. En saadan Sats, der ligefrem udtrykte Identitet, skulde suppleres ved den modsatte f. Ex. Væren er ikke Intet d. e. forskjellig derfra, men Resultatet af disse to synes ganske ubestemt og problematisk. Denne Dialektikens tvetydige, svævende Holdning, der nærmest fører til et mere eller mindre overfladisk Justemilieu med en mere eller mindre fordulgt Skepticisme, er væsentlig fastholdt af det Hegelianske Høire (Rosenkrantz o. a.), medens det første Skridt udover Tvetydigheden er taget af det Hegelianske Venstre, de saakaldte Junghegelianere (Strauss, Michelet o. fl.). Disse have mer eller mindre konsekvent forstaaet hin overgang som et Identitetsforhold eller en Identitetsudsigelse f. Ex. Væren er (d. e. er identisk med =) intet; Mekanisme, Teleologi (d. e. Hensigtsmæssigheden i Naturen) er = dens iboende Livskraft o. s. v., ved hvilken Forstaaelse Hegelianismen er bleven det philosophiske Grundlag navnlig for Atheismen og Materialismen (Michelet, Feuerbach o. a.). Det næste Skridt er taget af Stipendiat Dons, naar han har forstaaet Overgangen som et blot, som det synes, endog ensidigt Forudsætningsforhold, altsaa metaphysisk, hvoraf følger bl. a. Læren om Guds absolute Overmenneskelighed paa samme Tid som Mennesket som alt existerer ved ham. Hvad der nu staar tilbage er, hvad den Foredragende har stillet sig til Opgave og i sine Forelæsninger allerede udført, Gjennemførelsen af Opfatningen af hin Overgang som en virkelig Tankeudvikling, nemlig Dom eller Slutning, der som saadan maa ligge bag den materielle Natur og i den fremtræde som et nødvendigt Forudsætnings- og Samvirkensforhold, men i Aandens Verden være levende og virkelig tilstede som aandig Udvikling 1 denne Betragtning ligger ogsaa formentlig Principet for den philosophiske Gjendrivelse af den i sine Konsekventser materialistiske Evolutionslære, baade den snevrere (Darwin) og den videre (Haeckel, Herbert Spencer o. a.).