Side:Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania (IA forhandlingerivi1880chri).pdf/509

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

vel oftere var Tilfælde, at han ikke bekvemmede sig dertil uden Modvilje eller Selvovervindelse, eller at der, selv efterat Parternes Mellemværende paa en vis Maade kunde siges at være op- og afgjort ved saadan Fyldestgjørelse, dog vedblev at bestaa et uvenligt eller mindre godt Forhold mellem Parterne. Hvor man vilde forebygge dette, eller hvor Sagvolderen virkelig ønskede en fuldkommen Udsoning, tjente da vel denne vingjöf eller yfirgjöf som Middel dertil eller Tegn derpaa, tjente den ligesom til en Besegling af, at det gode Forhold, som havde fundet Sted mellem Parterne, førend deres ved Dom eller Forlig afgjorte Mellemværende var opstaaet, nu var gjenoprettet.[1]

At dette var Hensigten eller Betydningen, naar man gav yfirgjöf eller vingjöf ved Udredelsen af gjöld eller bøtr, er vistnok i Almindelighed ikke udtalt. Saaledes finder man intet derom i Brevene DN. I, 785. 741. 875. V, 529. Derimod siges det udtrykkeligen i Brevet DN. III, 691, hvor det heder, at da Guttorm havde betalt Elling Øysteinssøn paa hans Broderbørns Vegne gjöld og bøtr, som han var idømt for deres Fader Alf Øysteinssøns Drab, lovede han dem eller Elling paa deres Vegne einæ vingafwo i ifirgiof til bædræ vinatto som er ein klædes karmanz stak, einæ kvern samdæ 1½ aleen ifuir gangæn ok 4 kiørlag ok æn 1 hors swa goth som 4 kiørlagh ok þæt afhende han honom samstundes.

Hermed kan sammenholdes, hvad der i Njáls saga c. 124 fortælles om den Sags Afgjørelse, som Njaals Sønner havde paadraget sig ved at dræbe hans Fostersøn Hoskuld. Da Sagen skulde afgjøres ved Rettergang, kunde den paa Grund af en Feil, som Sagsøgeren havde begaaet, ikke blive undergiven Dom. Njaal søgte da paa sine sønners Vegne at faa den afgjort ved Forlig, og efterat Modparten var indgaaet paa Forslaget derom, opnævnte begge Parter sine gerðarmenn, som derpaa kom sammen og afgave sin Kjendelse. Af det betydelige Beløb, der ifølge denne skulde

  1. DN. I, 81. II, 713. III, 691; paa hvilket sidstnævnte Sted det endogsaa udtrykkeligen siges, at Drabsmanden gav den dræbtes Børn Løfte om einæ vingafuo i ifuirgiof til bætræ vinatto.