vdi mad eller øll och acter[1] det mere ennd [tinget][2] hannom skal ingien ret ske denn dag ehuad sag hann haffuer at driffue paa tingit. Dryck skal ingien bære[3] til tings, huercken til at selge eller i anden maade, end skier det, da er denn dryck forbrot til tingmendenne. Alle de mend som i lagretthet side oc i ere neffnd skulle saa lenge side som nu er sagt, vden hann aff gaar formedelst nødz ærinde. Gaar nogen aff forfaldeløst, hann er plichtig ij øre s: End de mend som ere vden tingsædit oc giør ther nogit bulder, saa at lagrettismendene icke kunde achte theris domme eller [de sine clagemaal som sager haffue at klage oc ere forekommen met[4] lagmandens oc lagrettismendens loff, tha er huer plichtig øre sølff, som der bliffuer sand ad, om hand tilfornn wor tilsagt.
3. Af Hans Gaas’ Kristenret er nyere Gjengivelse trykt hos Paus II, 2, 111–160, Fortalen i Danske Magasin VI, 313.
4. Af Bergens Bylov efter Chr. Univ. Bibl. 4 fol. Begyndelsen:
Her begyndis [Bergenns Byeloug[5], och siiger om the artickler, som icke staar vdi Landzlougenn vdschreffuenn Anno Milesimo Quingetesimo sexagesimo octauo 18o die mensis maij.
Wor herris Jesu Christi fred och welsignelse och hanns hellige ordt, Fruu Sancte Maria och hinndt helga Olaff konningh werre medt oss nu och allthid. End wij skulle holde wortt laugthing om huer xii maaneder i wor bye thenn neste søgnedag[6] epther xiii dag Jule aa retther thingsted, ther skalle alle finndis forfallde løstt the som thill thinng ere neffnde Ennd Gialdkyrenn och Syslemannden skulle haffue neffnd paa Sancte thomesis dag paa steffnnenn saa
