(som Henrik Gyldenstjerne paa Baahus 1585), men det er indfødte Jurister eller Folk i allehaande juridiske Stillinger, som Kansleren (Hans Pederssøn), Lagmænd (Olaf Holk), Fogder (Michel Eskilssøn paa Halsnø, Jens Christenssøn paa Eidsten), Borgermestre, Raadmænd og andre Byborgere (fra Bergen og Oslo), og de, der skrev disse Lovbøger, synes som oftest at have været Nordmænd af borgerlig Herkomst, Skriverkarle hos juridiske Funktionærer.
Fra Bergen har vi vigtige Vidnesbyrd for, at ialfald i Erik Rosenkrans’s Tid (1560–68) Oversættelsen var den gjældende Lovbog. I en Dom af 11te Aug. 1561, udgivet af Lagmændene Mattis Størssøn (Bergen), Søfren Pederssøn (Throndhjem), Jon Simenssøn (Agdesiden), Jens Pederssøn (Stavanger), citeres mod Kontoret, at „det staar klarligen udi Loven, at Koningen haver det sig ene forbeholden at raade, byde og forbyde udi hans Koningerige Norge“[1]; dette, der kun er en urigtig Oversættelse af Grundtextens „skal vár lagligr Noregs konungr raða boðe oc banne“[2], gjenfindes i Oversættelsens „skal vor laglige kong raade, binde och forbiude“, og Lagmændene har altsaa klarligen hentet sit Argument fra Oversættelsen. Absalon Pederssøn, der skrev sin Norges Beskrivelse i 1567, citerer Udfarebolkens 22de[3] Capitel saaledes: „Hvo, som bygger Skibe udi Herredet og giver ei Kongens Ombudsmand tilkjende, da maa han fare til hannem, som bygt haver, og spørge hannem, hvort han vil fare dermed; vil han ikke bekjende den, som Skibet aager, da skal han give Kongens ombudsmand VIII Ørtuger og XIII Mark og tage Loven og Vissen af hannem; vil han ikke sætte Loven, da skal Ombudsmanden hugge af Skibet paa baade Sider udi Kjølen fem Alne langt Bord; gjør han det ei, da skulle Bønderne gjøre det og tage fra hannem Sul og Redskab, om det er til etc.“[4]) Dette er ordret Udskrift af
