I Løbet af sidste Sommer og Høst har jeg havt Anledning til at gjennemgaa omtrent alle bevarede Haandskrifter af vore gamle Love, idet jeg dels har undersøgt alle dem, der findes i svenske og danske Bibliotheker[1] og i de to Bibliotheker i Kristiania (Deichmannske og Universitetsbibliotheket), dels har gjennemgaaet og klassificeret alle de Lovbrudstykker, som findes i det norske Rigsarkiv. De Slutninger, jeg derved er ledet til, vil, hvis de er rigtige, have nogen Betydning baade for vor Lovhistorie og overhovedet for Norges litterære Historie fra 14de til 16de Aarhundrede.
De Haandskrifter, jeg vil behandle, falder fra hinanden i to Grupper, de oldnorske, og de paa „Dansk“ oversatte, hvilket med faa Undtagelser vil sige det samme som Skindbøger fra 13de og 14de Aarhundrede og Papirhaandskrifter fra 16de Aarhundrede. Begge Rækker omfatter Magnus Lagabøters Landslov, Bylov, Kristenret og Hirdskraa samt den samtidige Erkebiskop Jons Kristenret; hertil maa ogsaa føies – hvortil Grunden siden skal paavises – de ældre Kristenretter, som findes i senere Haandskrifter.
- ↑ Et fortrinligt Hjelpemiddel til dette Studium har jeg havt i Keysers og Munchs desværre endnu uudgivne Beskrivelser af Lovhaandskrifterne; dog har jeg ikke nogensteds ackviesceret ved deres Domme uden selv at undersøge Haandskrifterne, men i Regelen har jeg fundet deres Domme rigtige.
