Hopp til innhold

Side:Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania 1871.djvu/431

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

kunde bruges om Ilden, fordi Varme hører med til Livets Betingelser og Kjendetegn[1].

At nari staar i Forbindelse med nœra (ikke: næra) ɔ: vederkvæge, hvilket svarer til got. nasjan, ght. nerjan, og forudsætter et primitivt Verbum nara (jvf. got. ganisan, ght. ganesan) med samme intransitive Betydning som lat. vegeo, vigeo, og med et Præt. nór, hvis Forekomst dog ikke kan paavises, medens derimod et Verbum nara med Præt. narði og samme Betydning forekommer i Skirnismál 31, Alexanders saga 100: det er ogsaa vist nok. Men Betydningen af aldrnari maatte vel hellere være vitae vigor end vitae nutritor (vegetator); og selv om man var berettiget til at lægge den sidstnævnte Betydning i aldrnari og ved Livsnærer forstaa Livsvarmen, Legemets dyriske Varme, saa er der dog vel en altfor stor Forskjel paa Varme og Ild, om end varme ofte fremkaldes eller vedligeholdes ved Ild, til at man ved et Udtryk, der betegnede Livets Ernærer, skulde komme til at tænke paa Ilden eller kunne være berettiget til at betegne den.

Derimod forekommer det mig let forklarligt, at aldrnari i Betydning af vitae vigor eller Livskraft, Livets vedvaren (modsat aldrlag ɔ: Livets Ophør) kunde komme til at bruges om Ilden eller blive et Udtryk, hvorved den betegnedes. Ti naar det er forbi med Livskraften og Livet ophører, siger man jo endnu den Dag i Dag, at Livet udslukkes, noget, som tydelig nok viser, hvor nær Livets vedvaren og Ildens Flamme, Livets Ophør og Ildens Sluknen falder sammen i Menneskernes Forestilling. Som kveikja eld ikke allene i det gamle, men ogsaa i Nutidens Sprog jevnligen bruges i Betydningen af at optænde (tendra) Ild[2], og

  1. Saaledes har jeg nemlig maattet opfatte Ordene: qs. vitae nutritor (aldr, næra), calor it. ignis. Et andet Forsøg paa at forklare Udtrykkets Betydning, nemlig af det arabiske, behøver ingen Imødegaaelse.
  2. I Forbindelse hermed staar sandsynligvis den Overensstemmelse, som i de ældste Tider hos Inderne, tildels ogsaa hos andre med dem beslægtede Folkeslag, fandt Sted dels mellem Ildens første Tilveiebringelse og de første menneskers Oprindelse efter den almindelige mytiske Forestilling, dels mellem den Maade, hvorpaa man plejede opgjøre ny Ild, og Maaden, hvorpaa menneskeslegten forplantes,