syttende Hundredaar med de fra den hollandske Renæssanse laante Former, hvori de sterkt listede Ramstykker med rette Linier vise sig mest fremtrædende. Af dette Slags traf jeg kun fire Hjørneskabe, nemlig paa Mellem Disæt i Aamot samt paa Svestad, nordre Vestgaard og Fiskvik i Storelvedalen. Ligesaa sjelden eller endnu sjeldnere findes de ældste Fremskabe bevarede i Stuerne eller Borgstuerne. Men begge Slags Skabe træffes endnu, som Tegningerne vise (Fig. 2 og 4–7), i Stuen paa Kroken. Disse ere vel neppe ældre end i det høieste 1650, men rimeligvis nedstamme de fra ældre Forløbere, som først have vist sig ved Begyndelsen af samme Hundredaar. Forresten kan mærkes den Egenhed ved Fremskabene, at de, ligesom enkelte hist og her bevarede paa Hedemarken, i Valders og flere Steder, i sin Overkant have en indadgaaende Skraaning, svarende til Tagets (se Fig. 4 til venstre).
Der er saaledes paapeget de Forandringer, Østerdalsstuen har undergaaet i nyere Tid. Lægges nu dertil ogsaa de tidligere, og alle disse Forandringer samles efter Tidsfølgen i visse Grupper, saa vil det vise sig, at Stuen fra sin første Tid af har gjennemgaaet 3 Stadier eller Perioder. Den 3die eller sidste Periode, hvis Begyndelse kan sættes til noget efter 1750, er da den, hvori Stuen nu befinder sig, efterat den har faaet Vægur, to Bænke og to Borde, eget Kjøkken, Ovn, nyere Skabe, indvendige Panelinger med Figurmalerier, Bordklædning udvendig, Kitvinduer og Tagsten. Efter den Gjenstand, som her viser sig fremtrædende, kan denne Periode nærmest kaldes Ovnstiden.
Begyndelsen til den næstforegaaende Periode eller 2det Tidsrum kan neppe sættes længer op end i det høieste til 1600. I denne Tid havde Stuen følgelig, efter hvad ovenfor er paapeget, kun eet Ildsted, Peisen, een Bænk langs Gavlvæggen og eet Bord, Skabe med ældste Form, Vinduer med Blysprosser, Torvtag, ingen Panelinger ud- eller indvendig. Forresten var Bygningen
