tariet endog i den Grad ubetydeligt, at Fogden i 1647 opgav, at der ikke fandtes Andet, end hvad der var nagelfast. En anden Residents var Bratsberg Gaard ved Skien, som i 1655 beskrives som et stort, forfaldent Træhus paa to Etager med nogle gamle raadne Stalde, Fjøs og Lader. Da Lehnsherren ikke kunde bo her, maatte han leje Klaus Anderssøns Hus i Skien for 80 Rdl. om Aaret, hvorved naturligvis Bratsbergs Bygninger end mere forfaldt. For sin Fornøielse havde en Lehnsherre, Sivert Urne, ladet opføre et Ridehus paa Klosterøen med Stald til 6 Heste og et smukt lidet Stuehus med et større og et mindre Værelse, maaske det samme, som ellers kaldes „Kontrafej-Stuen.“
Den senere saa almindelige Luxus var ikke meget udbredt omkring 1650. De, der kunde leve bedre end Folkets store Masse, vare kun faa og i Regelen indskrænkede til de danske Lehnsherrer og et Par rigere Nordmænd, der havde Adgang til at bo i bedre Huse og omgive sig med større Bekvemmelighed end Andre. Men selv disses Levemaade vilde ikke kunne falde i vor Tids Smag. Medens der nu ikke skal saa Meget til, før et Hus har et Pianoforte, vare den Slags Instrumenter i det syttende Aarhundrede en saadan Sjeldenhed, at der kun nævnes en eneste Mand, som havde et saakaldet Klavecymbal, og det var Rigskantsler Jens Bjelke, der kjøbte et i Bergen og førte det med sig til Ellingaard. Om de Huse, hvori det syttende Aarhundredes Landbefolkning boede, kunne vi endnu danne os et tydeligt Begreb ved de mange, der ere levnede. Røgstuer og Spærrestuer vare Tidens almindeligste Huse, og mellem Bygningsskikkene i hver Bygd herskede der en ikke liden Forskjel. Møblerne i et Hus vare ikke overvættes talrige, idet man i Regelen nøjede sig med faststaaende Senge og Bænke langs Væggene. Hvor man derfor har Opgaver over Løsøret paa en Gaard, indskrænker dette sig i Regelen til Sengklæder o. desl., som
